14. oktober 2018

Minimale VOKAL Par Matrix

Jeg hader vokaler.

De er svære at høre, svære at beskrive, svære at forstå teorien omkring, helt vildt variable og de kan simpelthen bare gøre mig skør ("Er det den ene eller den anden? ja, nej, måske, hmm, ja, eller nej") og ikke mindst svære at instruere artikulation af.

Det går ok så længe vi holder os til de 9 vokaler i alfabetet (A, E, I, O, U, Y, Æ, Ø, Å), men når man arbejder med udtale, fonemer og fonetik blir det straks mere kompliceret (i, e, ɛ, æ, a, ɑ, y, ø, œ, ɶ, u, o, ɔ, ɒ, ʌ, ɐ, ə). Oven i alle de forskellige vokalkvaliteter, kommer der forskellige længder og ikke mindst stød - aaarhhgh.

https://selz.co/4k7-yo2qS

Heldigvis er det sjældent vokalerne, som volder børn med udtalevanskeligheder problemer.
Men en gang i mellem er det og derfor har jeg startet op på en Minimal Par's Matrix med vokallyde, lige som jeg længe har haft med Minimale KONSONANT Par (HER) og Multiple KONSONANT Oppositioner (HER).
Matrixen kan du bruge til at finde vokal minimalpar, lige i den kombination som du mangler til det barn du arbejder med.

Klik HER for at komme til matrixen.

For at jeg kan få et overblik over hvor meget min matrix blir brugt, får du linket til den (gratis) via et dokument du henter i min butik.

På samme måde, som med de andre matrixer kan du sende mig kommentarer inde i dokumentet. Se hvordan du laver en kommentar i videoen HER. Send mig meget gerne forslag til flere vokal minimal par, hvis du finder på nogen som ikke allerede er i matrixen. På den måde vil matrixen langsomt blive udvidet til gavn for alle. Dette har fungeret ret fint med matrixen med konsonanter.

Du må også meget gerne sende en kommentar, hvis du finder en fejl.
Jeg synes som sagt det er super svært at arbejde med vokaler (og til sidst i matrixen tilblivelse var jeg om noget endnu mere træt af dem), så jeg regner med at der nok både er slå fejl, men også bare direkte forkerte vurderinger.
Derudover er der nok også nogle steder hvor vi nok kommer til at blive uenige omkring udtalen af vokalerne i diverse ord, for det vi hver især går og synes er den helt normale udtale af et ord blir knap så lige til når man hører hvordan andre udtaler samme ord. Hvilken vokalkvalitet er vi ude i??? For at kommet dette bedst i møde tænker jeg der er mest hensigtsmæssigt hvis minimal parene optræder flere steder i matrixen, hvis de har variable udtale rundt om i landet/aldersgrupper/kulturer.

Jeg vil umiddelbart vurdere at min udtale er forholdsvis progressiv københavnsk. Det vil sige at jeg har en del ord hvor jeg bruger en vokallyd, som nogle ældre ville sige at "det er ikke sådan det udtales". Og sandheden er jo at mange ord udtales forskelligt når vi kommer helt ned i vokalkvalitets detaljerne.

Hvis du vil læse mere om udtale, kan jeg anbefale schwa.dk bloggen, se fx dette indlæg.

Jeg er også klart på ET hamster-holdet, har kun 2 stavelser når jeg siger "billeder" ([beðlɐ]), bruger ordet "blir" på skrift og hiver med jævne mellemrum nedenstående grafik frem.

Hvis du gerne vil have lidt inspiration til simpel vokal aktivitet, så er der er hen sang jeg har omskrevet en smule fra 2 sprogpædagoger jeg arbejder med: Vokalsangen HER.