31. maj 2017

Vores boghylde - til en 9 årig

Jeg har lavet en lille videogennemgang af boghylderne på Bjørns værelse.

Han er lille læsehest, der uden tvivl i en alder af 9 år læst mere skønlitterært end jeg har læst på 37 år.


Det allerførste han rigtig godt kunne lide at læse var Anders And Junior bladet. Og det var faktisk det som fik ham til at blive en "rigtig" læser. Det var ligesom det første, hvor han så meningen i at øve sig i at sætte de der bogstaver sammen til lyd og til ord, før det var han egentlig ret ligeglad med at lære at læse. Altså han gjorde det læreren sagde osv, men han lagde begrænset energi i det, selvom han havde haft styr på grafem-fonem sammenhængene siden han gik i børnehave.

I løbet af et par uger gik han over til normale Anders And blade og nogle måneder efter læste han så godt at han kunne læse lige de bøger han ville og var interesserede i. Derfra kører det med læsningen, i en sådan grad at jeg klart har sagt "stop så med at læs" flere gange end jeg kan tælle. Han har altid en bog i hånden eller i sin taske og når vi insisterer på at lægge sine bøger væk mens vi spiser aftensmad... læser han på ingredienserne i remuladen og om bondegården mælken kommer fra.



Udover det du kan se i videoen, har han også været glad for de superbog.dk lektier de i perioder har haft i skolen og så har vi for nylig rykket hans Kalle og Palle bøger ind på pigernes værelse.

Boghylde

Bjørns signerede Don Rosa plakat
Jeg laver en video med bøgerne på hans lillesøstres værelse her en af dagene.Men den minder meget om Bjørns boghylde da han var deres alder.
I indlægget HER, kan du se hvordan Bjørns boghylde så ud i 2012.