Nu starter børnelogopæd-året, (PPR året går både fra august til december OG fra januar til juni) så det er nu hvis du skal udnytte lidt fresh start effekt (som du kan høre mere om i fx denne podcast).
Her godt i gang med mit andet årti som børnelogopæd, synes jeg efterhånden jeg er ved at have styr på det grundlæggende. Først nu? Ærlig talt...Ja.
Men jeg tænker at det måske er en god anledning til et blogindlæg til dem af jer som er helt nye børnelogopæder. Så her er lidt opmuntring, anbefalinger og realisme. For det kan være noget af en mundfuld at være starte sit arbejdsliv.
Føler du stadig du er ny? og har du et spørgsmål eller en kommentar, så skriv gerne :)
Er du ved at være "gammel i gårde"? så tænker jeg at der måske kan være lidt i dette indlæg for dig alligevel, er du enig?
Efter jeg havde været ansat som PPR logogopæd i 6mrd, følte jeg nok, at jeg havde styr på det mest basale. Efter nogle år tænkte jeg, at nu havde jeg ligesom set årene rulle nok til at have en fornemmelse af hvordan højvande og lavvande så ud. Og kunne minde mig selv om, at når man følte man havde svært ved at svømme frem af, kunne være det bare var fordi der lige nu var mange bølger og ikke fordi jeg havde helt glemt hvordan man svømmede.
Omkring 8-10 år inde begyndte det at blive tydeligt, at alt lidt kører i sæsoner og perioder, med en nærmest pendulsvingene kvalitet i sig. Børn, kollegaer, ideer, trends, ord og koncepter kommer og går - og kommer igen i nye forklædninger. Og på en eller anden måde føles den indsigt nærmest i sig selv, som definitionen af at blive gammel :-D
Når man blir gammel får man på den positive side erfaring og et overblik, der gør man automatisk er lidt mere tilbagelænet og der skal mere til at "ryste båden". På den negative (eller måske mere bare den besværlige), side skal man måske lidt mere aktivt tvinge sig selv til at "ryste posen" og være obs på ikke at tilbagelænetheden ikke bliver til uengagerethed.
Men hvis jeg skulle vælge ville jeg klart vælge der, hvor jeg er nu end der hvor jeg følte mig da jeg startede som ny.
Det var opmuntringen til jer nye; Hvis du synes det er svært. Så bare bliv ved stille og roligt derud af. Det bliver klart lettere med tiden.
Dog tror jeg aldrig nogensinde det bliver decideret let at være børnelogopæd.
For selvom man kan føle man har set det meste. Betyder det ikke at der hvert eneste år ikke dukker børn op hvor jeg tænker "det her har jeg ikke prøvet før, hvordan i al verden skal jeg hjælpe her?". Det kan være noget så simpelt som et fonologisk mønster jeg aldrig har set før. Nye typer eller underkategorier vanskeligheder, graden af vanskeligheder og især velkendte vanskeligheder som bare forekommer i en kombination (af andre vanskeligheder, personlighed eller situation) jeg ikke har set før, og som derfor kræver noget andet.
Og det er nok her anbefalingerne starter...
Indsaml data > dan en hypotese > sæt et mål/læg en plan > vælg en metode/strategi og nogle delmål > sæt i gang > bliv ved > start forfra. Det er nærmest sådan alt kører. Hvis du som børnelogopæd (eller menneske) bliver i tvivl, så find ud af hvad du er nået til og hop på sporet der. Forny så jeg denne her infographic, det også lidt siger det samme.
Snak med dine kollegaer! Både i de uformelle rum, men også om de opgaver du og de står med (eller i).
Snak med dem når du er ved at drukne, men gerne også lidt før.
Det gælder både i forhold til de mere rene logopædiske, men i høj grad også det som ligger rundt om din kerneopgave. Hvilket leder os over i noget om realisme... For en del af det man laver som logopæd er desværre ikke altid det vi selv ser som vores kerneopgave. Og selv inden for dine kerneopgaver kan det nogle gange være svært at finde rundt i hvad man "burde" gøre. Min vej i dette har været at gøre 2 ting:
- Acceptere at noget, som måske ikke burde være min opgave, bare alligevel ender på mit bord (som når jeg agerer flyttemand, IT-service eller rådgiver forældre om blestop) fordi det simpelthen bare er et ægte og ærligt behov, der bare ikke har andre steder det kan lande - og så få det overstået hurtigst om nemmest muligt. Se det som en lille pause/overspringshandling og sørg for at fortælle mennesker du står overfor, hvornår du forlader din faglighed. Jeg gør det ved at indlede med sætninger som "Det ligger uden for det logopædiske fagområde... Det er min helt private erfaring at... Det er i udgangspunktet ikke det jeg er ansat til...". Og hvis det er tilbagevendende, så tal med din leder om det er den rigtige brug af din resurse.
- Afslå at lave opgaver, som ikke giver mening, både af logopædisk og ikke logopædisk art. Selvfølgelig skal du lige afklare, om noget umiddelbart meningsløst måske alligevel giver mening, hvis man ser det på en anden måde (det er her snak med kollegaer kommer ind igen). Men hvis det ikke er tilfældet kan du indlede med sætninger som: "Det ligger uden for mit logopædiske fagområde... Det er desværre ikke noget jeg har mulighed for... Min arbejdsopgave er..."
Som logopæder er vi lige nu heldige at have lav arbejdsløshed. Det er vigtigt at vi ikke glemmer at brug dette faktum til noget positivt.
Hvis du kan komme til at se kollegaer arbejde, så gør det! Man får ALTID noget ud af det. Man ser ting som man slet ikke ville have fantasi til at spørge om og som de ikke ville tænke på at nævne.
Uanset hvor lang tid man har været børnelogopæd.
Husk at kigge tilbage. Det er især når man kigger tilbage, at man kan se hvor langt man er kommer.
De børn jeg lærte at kende som de første da jeg startede som børnelogopæd, er efterhånden blevet voksne. Og jeg har haft kollegaer der har undervist børn, hvis forældre de også har undervist (DLD har det jo med at løbe i familier) det er ret vildt. Der er ikke noget bedre end at løbe ind i et barn, forælder, lærer eller pædagog som kan fortælle, hvordan livet er landet for et barn man har kendt. Hvad er gået som forventet, hvad er ikke, hvordan spillede ting sig ud og hvorfor. Jeg elsker det fordi det både fordi det giver lidt samme fornemmelse som når der er kommet et nyt afsnit af en tvserie man elsker. Men også fordi det langsigtede perspektiv er en vigtig rettesnor, for de opvejninger, prioriteringer og beslutninger man tager som børnelogopæd. Hvad var spild af tid at bekymre sig om og hvad skulle man ha fokueret meget mere på.
Vær realistisk når du sætter tid af i din kalender til dine opgaver. Undersøg hvilke ting du er tidsoptimist omkring og hvornår du faktisk kun er 10min om noget når du først kommer i gang.
Lav oversigter, brug farvekoder og hvad end sortering der gør du kan få ting ud af hovedet, så du får plads til at tænke og slappe af.
Det er ikke alt vi som logopæder kan fikse. Nogle gange er logopædrollen en helterolle, som kan hjælpe med at få vanskeligheder til at gå væk eller blive uproblematiske. Men nogle gange er logopæden mere den person man er sammen med, mens det er svært. Som hjælper ved at finde ud af hvad man skal være opmærksom på og hvad der kan hjælpe når situationen er som den er. Vanskeligheder som ser ud til at forsvinde kan dukke op i nye forklædninger. Derfor er det måske bare ikke så vigtigt at lære at sige ord der starter med /s/, som det fx er at lære, at; Man kan få hjælpe af andre mennesker, hvis man synes noget er svært. Man kan øve sig og blive bedre til ting.
Nøjes med at sætte dig ind i de metoder og tilgange du har brug for til de sager du har lige nu. Både så du ikke spilder tid på noget du måske aldrig får brug for (fordi du ikke møder lige den type børn eller metoden blir forældet inden) og så du har nogle virkelig mennesker at afprøve det nye på, så er det nemlig meget nemmere at huske.
Efterhånden som du blir mere erfaren, kan du måske have mere selvvalgte fokusområder. Hvert nytår (ja både i januar og august) vælger jeg et eller andet område, emne, koncept, situation eller metode som jeg vil udbygge i år. Min skønne mere erfarne (men ikke ældre) kollega Stine (som har Sprog og Samspil HER) fortalte mig nemlig engang om, hvordan hun kunne læse sine gamle logopædiske vurderinger og tænke; "Nå, den var den periode hvor jeg gik herre meget op i pragmatik. Og denne her var da jeg lige havde opdagede det her ord".
Hold dig rimelig stramt til metoder de første gange du prøver dem. Nogle gange er det de elementer som man ikke helt ser meningen i man ender med at blive gladest for. Og når du ægte kender en metode kan du bedre bruge din kliniske dømmekraft til at vurdere, hvornår det evt er hensigts mæssigt at ændre på en dosis eller præsentation form eller andet. Og hvis du starter med en nedskaleret version (hvilket man godt kan være fristet til i en travl hverdag), lærer du aldrig en metode at kende.
Samtidig skal du ikke være bange for at skære genveje eller hoppe over hvor gærdet er lavest. Alt andet ville da være fjollet, hvis man virkelig kommer det sted hen og det er det man ønsker. Men det kan være svært da næsten alle audiologopæder er ekstremt søde og ordentlige mennesker, der heller dobbelttjekker, bider det sig, undværer og udglatter. Hvis du også er en af dem så læg især mærke til den sidste anbefaling...
Samtidig med det... må du acceptere at ting tager længere tid når man er ny. Det er ok. Og hvis andre ikke er ok med det, så skal du hellere bruge din tid på at forklare dem, hvorfor det er sådan det er end at forsøge at være hurtigere end du kan.
Sidste anbefaling
Gør hvad du skal, for at finde ud af hvad du er for en person.
Hvad er nemt for dig, hvad er svært for dig? Hvor er det en fordel, hvor er det en bagdel? Og hvad vil du gøre for at hhv udnytte og veje op for dette faktum?
Hvad kommer du hele tiden til at gøre? Hvad er din grundtendens? Og hvordan skal det påvirke din forståelse og dine handlinger? Hvornår skal du gå med og hvornår skal du øve at gå imod?
Det var grænsende til noget meget generelt, filosofisk og næsten uforståeligt, så jeg tror det er her dette blogindlæg stopper - men jeg håber det alligevel gav lidt inspiration og retning.
Skriv hvis du har nogle spørgsmål - ung som gammel, nyuddannet og pensioneret :-)
