30. juli 2013

Børnekalendere - for større børn

Som jeg skrev i indlægget her, har vi i lang tid brugt Børnekalendere for at hjælpe Bjørn med at overskue tid, strukturere dagligdag og lære om tid.

Efterhånden er Bjørn blevet lidt større (ja det sker jo) og derfor har layout og design af vores Børnekalendere ændret sig lidt. Så de passer til større børn.


I stedet for at bevæge sig i en slange som tidligere, forløber kalenderne nu fra venstre mod højre og så ned på næste linje - ligesom læseretningen og det meste andet i vestlige lande.

Vi bruger nu kortere tid på at lave dem sammen, men længere tid på at gennemgå og tale om hvad der skal ske.

Det er heller ikke altid vi når at få fine farver på, det går han heller ikke så meget op i mere.
Funktion frem for form :-)


De 2 kalendere herover har vi lavet til sommerferiens sidste par uger (den vakse læser kan se de overlapper med 2 dage) og de har hjulpet Bjørn rigtig meget. Både til at forstå hvad der skal ske og til at vide hvornår det sker. Der sker nemlig rigtig mange ting i denne tid.

Vi har været på ferie, Bjørn har været på ferie alene, Bjørn stopper i Børnehave, starter først i fritidshjem og så i skole.

Kalenderen har hjulpet ham til at slappe af og dermed bedre sætte pris på de sidste børnehavedage og glæde sig mere til alt det nye. Selvom man er ved at blive stor kan det være rart med lidt struktur. Selv ved jeg ikke hvordan jeg skulle leve uden vores kalendere - se indlægget her.

Og så er der fri gætte konkurrence om hvad vi skal de forskellige dage i kommentarfeltet ;-)