16. september 2012

Pixi bogs alfabet

Af farfar fik Bjørn for nogle år siden "Pixi-alfabetet - lær bogstaver med Pixi". Sættet kommer i en lille pap-kuffert og består af 28 pixibøger + et stort plastik ophæng og koster mellem 190kr og 280kr afhængig af hvor man købe det.

I hver bog er der en lille historie hvor et bestemt bogstav går igen i mange af bogens ord.
Det bogstav som bogen handler om skrives med rødt hele vejen igennem bogen, eks.:
Karl Krokodille er kaptajn på et kejserligt krigsskib, der kontrollerer de kinesiske kyster.


Det er en meget fin detalje, som gør at man fx også kan lege "find ord med B så læser jeg dem" eller "tæl hvor mange B'er der er i denne bog" og på den måde også styrke barnets visuelle repræsentation af bogstavet.


Plastik ophænget gør at man kan hænge bøgerne på væggen og bruge dem som bogstav-pynt. Barnet kan overskue hele alfabetet, tage den bog han/hun har lyst til at læse og sammen kan man øve sig i alfabetet eller synge alfabet-sang mens man bliver støttet visuelt af bøgerne.

Vores yndlings bøger i serien er Gitte Gris, Jens Jaguar, Dværgdragen, Normas Niecer, Viggo Vaskebjørn og Isbjørnen Ib.

Vi læser tit bøgerne mange gange i træk, på videoen herunder har jeg optaget 2 af de gange en forkølet mor op af Jens Jaguar. 
Når vi læser stiller jeg løbende spørgsmål til Bjørn ("Hvad tror du der sker nu?", "Hvorfor siger han sådan?", "Hvem kommer der?", "Kan du se alle J'erne"), dette gør jeg for at involvere ham mere i læsningen, så der bliver mere dialog og dermed kommunikation og mindre oplæsning.
På videoen har vi allerede læst bogen 2-3gange uden spørgsmål, så han har en chance for at hjælpe med at fortælle (/læse) historien når jeg spørger, men vi har ikke læst den så mange gange at jeg forsøger at lade ham tage styringen, hvilket jeg nok ville gøre senere.



Selvom det er forholdsvis simpel bøger, er der elementer og detaljer som jeg undervejs forklarer for ham. Dette gør jeg også altid hvis der er udtryk jeg er i tvivl om han forstår.
Når jeg fx. har læst en sætning: Egon var meget forbavset over at ingen var hjemme i lejligheden.
Så spørger jeg bagefter: "Ved du hvad det betyder at være forbavset?" og hvis han siger nej siger jeg fx: "det betyder at man er overrasket....Så da drengen kommer hjem bliver han helt overrasket over at der ikke er nogen hjemme." og så læser jeg sætningen igen med lidt lydlig understregning af det nye ord: "Så Egon var meget FORBAVSET over at ingen var hjemme i lejligheden".