12. september 2012

Bjørn skriver Min Mormors Gebis af

Vi har altid gang i ret mange bøger. Vi ejer mange bøger og så låner vi bøger både på det lokale bibliotek og på Bjørns børnehaves eget bibliotek (hvor luksus er det!?). 
Derfor er der rigtig mange bøger vi godt kan lide. En af dem er Strid's Min Mormors Gebis.


Min Mormors Gebis er en bog med en masse gode, sjove og anderledes rim. Bogen lærer dit barn sandheder som at; mænd der bor i pærer, tit er lidt sære! Samme tegner/forfatter har også lavet rim-bogen Mustafa's kiosk, men selvom den er ved at være lidt gammel, så er Min Mormors Gebis klart den bedste synes vi.

Hvorfor læse rim og remser?
Rim og remser er rigtig gode til at stimulere børns interesse for sprog. Når man rimer lege man med rytmer, ord og de små lydelementer af sproget (fonemerne). Denne lege øger børnenes opmærksomhed på og bevidsthed om, at sprog består af ord, at ordene består af lyde og at en lille lydlig forskel kan resultere i store betydningsændringer.


Kan også bruges til andet end rim
Forleden dag kaldte Bjørn på mig inde fra hans lille tegnebord på hans værelse. Han havde gang i noget som han skulle have lidt hjælp til...
Da vi havde læst Min Mormors Gebis nogle dage tidligere, havde han lagt mærke til at det første bogstav på hver side var skrevet/tegnet på en særlig måde.
 
 
 

 
 
 

Disse særlige bogstaver var han gået i gang med at skrive/tegne, men synes at han havde brug for lidt hjælp til at tegne de visne blade omkring V'et.

Sikke en god ide til en leg! Hver gang han forholder sig til at der er noget særligt ved formen på dette M, bliver han jo samtidig bevidst om hvad der er den sædvanlige form på M osv. Og se lige hvor fint han havde skrevet/tegnet det :-)

 
 
Udover at læse i bogen, så går vi tit og siger rimene fra bogen til hinanden. Vi laver om på rimene og rimer videre på dem. Vi leder tit efter mormorens gebis på hver enkelt af siderne (da Bjørn har en eller anden ide om at det MÅ være på alle siderne - tror jeg nu ikke det er). Og så kan vi generelt bruge lang tid på at sidde og kigge billederne i Min Mormors Gebis, der har små pussige detaljer gemt mange steder.



Hvis i også kan lide Strids tegninger (og bøger) så husk at gå ind forbi hans hjemmeside og se de sødeste gratis downloads fra den nye Strid bog. Jeg ved ikke helt hvad vi skal bruge dem til endnu, men jeg er sikker på at vi finder på noget!

Flere af Strid's gode bøger findes også som iPad apps (Lille Frø, Mimbo Jimbo, Mimbo Jimbo har det sjovt, Da lille Madsens hus blæste væk og Strid), men de ligger alle i den dyrere ende af prisskalaen og der er desværrre ikke nogle af rim-bøgerne iblandt.